|
||||||||||||||||
|
||||||||||||||||
Kunstforeningen Køge BugtIda Harsløfs beretning ved åbningen af udstillingen Den hed og hedder "Kunstforeningen Køge Bugt", men den spændte så vidt og kom så langt omkring at kunstbegrebet blev udvidet og den skulle måske rettere have heddet "Kunst og Kulturforeningen Køge Bugt". Jeg er blevet bedt om, dels at fortælle om foreningen og dens mangesidede arbejde, men også sige noget om hvad den kom til at betyde i lokalsamfundet i de to kommuner Greve og Solrød. Her er det nok mest Solrød jeg ved noget om. Mit tætte kendskab falder i årene 1974 - 1984 hvor jeg sad i
bestyrelsen, og typisk for foreningen og hele dens uhøjtidelige måde
at arbejdede på, er måske måden jeg blev opfordret til at deltage.
Det var til at begynde med aftenarrangementer med kunstnerne og en udstilling for en aften, det kunne være malerier, fotos, glas, keramik og sågar glasurmaleri på kæmpe lagkager. Det var med kunstneren Per Flemming, som oprindelig var konditor. Han havde lavet kæmpelagkager med kakaomalerier. Bagefter åd vi kunstværkerne. Allerede andet år foreningen eksisterede, startede vi vores
private ucensurerede Forårsudstillinger. Det var og er en fantastisk institution. Her kan alle skabskunstnere få lov at udstille deres værker, og få den opmuntring at kunstforeningen en gang i mellem køber kunstværket. Jeg har været med fra 1975, og det er en dejlig tilbagevendende begivenhed med masser af billeder og kunst og håndværk i alle genrer, krydret med musik. Selv om jeg ikke har drevet det så vidt, så har mange nu etablerede kunstnere trådt deres kunstneriske børnesko på vores forårsudstilling. Vi arrangerede koncerter i alle genrer.
Vi havde litteraturaftener, hvor de store koryfæer kom og fortalte om deres forfatterskab og besvarede nærgående spørgsmål. Jeg vil aldrig glemme Klaus Rifbjergs ansigt, da vores daværende sekretær Kirstine inkvisitorisk spurgte ham, hvordan han dog kunne vide så meget om vi kvinders cyklus og sexliv, om det var noget han digtede, eller - - -. "Nja, jeg har jo spurgt mig lidt for, øh jeg kender jo nogen--- Og der var Dan Turrell, som gestikulerende med sine sorte negle og ring i øret, meget avanceret på den tid, satte store stygge ulv i et helt nyt perspektiv ved at fremstille ham som livskunstner. Ved sætte sig et mål som ikke måtte nås, nemlig at æde de tre små grise, fik dens liv retning. Hvis han virkelig fik ædt dem, ville hele hans liv være formålsløst. Vi startede en filmgruppe, som tog de gamle fine film op igen, og viste dem i Greve Bio. Senere gik vi over til Munkekær Bio, og vi fik på denne måde bevaret den som institution. Her så vi bl.a. Stille dage i Clichy med introduktion af Jens Jørgen Thorsen himself, hvor han fortalte om baggrunden for filmen, hvilket ikke gjorde den mindre fantastisk- - - Og det blev altid spændende når han var med, ud over bar røv og panterbukser. Hans viden var formidabel og man fik pludselig et indblik i den alvorlige og dybt seriøse mand. 1978 fik vi Greve Borgerhus op at stå, under den daværende borgmester Bach, her var Erling Rydahl ankermand. Det var dejligt at have et hus som kunne rumme mange forskellige aktiviteter på en gang, og hvor der fx kunne hænge billeder for mere end en aften. Det var også ramme om Store male- og legedag, hvor Flügger havde
stillet maling til rådighed, og der blev malet på livet løs af gamle
og unge både på papir og hinanden. Jeg havde i hvert tilfælde en
2-årig som skulle skrubbes. Det var også her Tom Krøjer havde sit eget projekt med børnene,
som dog hurtigt blev overtaget af børnenes forældre. Han arrangerede
en art fluksus-happening med maleri á la Jackson Pollock, ham som
ville lave kunst uden menneskets påvirkning. Derfor stod han med
ryggen til og bind for øjnene og kastede farve på sine lærreder. Det var også her vi stiftede vandrepokalen, dette monstrum som min mand og Jørgen Larsen lavede af, hvad Hanne og jeg kunne finde i gemmerne. Niels og Jørgen betingede sig dog, at de aldrig kunne få den overdraget. Den skulle gives til en person uden for bestyrelsen som havde arbejdet uegennyttigt for foreningen, og hver skulle hænge en ting på, som var typisk for vedkommende. Den vandrer stadig og kan fra den 17.8.2003 ses på Greve Museum. Vi var også indblandet i redning af bevaringsværdige bygninger. Vi kan takke Kulgruppen for, at vi kan stå her i dag. Langagergård, Blågård, og små husmandssteder, lykkedes det desværre ikke at redde, og da ?? gård (nu har jeg igen glemt hvad gårdejeren hed) skulle rives lavede vi happening med Jens Jørgen Thorsen som først malede på murene og siden spillede orgel i loftslugen medens gåden brændte ned. Så vidt jeg husker, var det starten til Kulgruppen, som også tog sig af fredning af moserne og startede Folkebølgen "Rent vand i Køge Bugt", som vi jo alle nyder godt af i dag. På et tidspunkt fik vi demokratiseret og uddelegeret vores arbejde. Vi dannede grupper for vores forskellige aktiviteter og indbød medlemmerne til at deltage i disse grupper og derigennem have indflydelse på, hvad arrangementerne skulle indeholde. Billeder, musik, film og litteratur havde vi jo haft hele tiden, og de fik hver sin gruppe. Billedgruppen lavede ikke kun udstillinger, der var besøg på udstillinger og arbejdende værksteder, og vi lavede selv arbejdende værksted, som da Dea Trier Mørk lavede serigrafi med portrætter af de tilstedeværende. Der kom en Fotogruppe som lavede specielle fotoudstillinger, da
fotoet var i sin spæde vorden som selvstændig kunstart. Vi havde
vores egen fotograf Remfeldt, hvis billeder vi heldigvis fik sikret. Stengruppen kom til, som lavede geologiske ture i kalkgraven og til Stevns - og andre klinter, hvor børn og voksne hakkede om kap efter fossiler, den var meget aktiv, på et tidspunkt lavede den de fleste arrangementer. Der var høj kvalitet i det grupperne lavede også på det kulinariske felt, hvor der altid var noget spiseligt og drikkeligt. Vi vidste jo aldrig hvor mange der kom, så det kunne smutte en gang imellem. En gang til et litteraturarrangement havde vi for lidt løgsuppe. Vi stod lidt febrilske ude i køkkenet ved lærerværelset på Uglegårdsskolen, da Kirstine med klar røst udtalte at: "så længe der er vand i hanen har vi suppe". Desværre var der netop en pause i konversationen. Lige Modsat var det ved vore legendariske generalforsamlinger med den obligatoriske forlorne skildpadde. På den tid skulle vi selv varme de enorme mængder padde, og det hændte den blev brændt noget på, så hed det hæld mere sherry i, det tager bismagen. De sidste år før der kom nye gryder var der nogle år hvor stemningen blev temmelig høj før generalforsamlingen kom i gang. Og vi havde store ambitioner om at få vores eget Museum for moderne kunst her ved bugten. Vi dannede en forening af vor midte som hed Kulturhusforeningen som kun skulle arbejde med dannelsen af et sådant. Vi var faktisk så langt fremme, at vi havde en model af museet som skulle ligge på grunden ved Mosede fortet. Roskilde amt med borgmester Vindelev og Greve Kommune med Birthe Nørgaard var med på ideen. Men Naturfredningsforeningen satte sig imod. Konceptet skulle være, at der ikke måtte vises kunst, som var mere end 15 år gammelt. Vi skulle være en slags rugekasse for de store museer, hvilke kunstnere holdt og hvilke ikke. Efter 15 år skulle der så hvert år holdes auktion over den kunst, som var faldet for aldersgrænsen. Vi forberedte borgerne ved at lave kunstudstillinger i cirkustelt
på pladsen Vi arbejdede et helt år på en Kulturhøring med borgmestre fra flere kulturradikale byer og Bent Stuckert som konferencier for at skærpe interessen og få erhvervslivet interesseret. Per Kaalund rendte med ideen, Arken blev opført, og vi fik Portalen. Som den nu fungerer, er det jo fint, og det Kunstforeningen i dag har fået op at stå med de løbende udstillinger, er helt i top. Hvad betød foreningen så? Den fyldte et stort tomrum, hvor kultur hidtil havde været lig sport og "nix weiter". Hvor tit har vi ikke hørt, at der ikke var noget behov for den kultur, vi ville have, når vi bad om finansiel støtte. Men - Nu kan det lyde som de gode gamle dage i modsætning til nu. Sådan er det ikke, vi var selv med til at umuliggøre vores form med besøg af kunstnere, for vi skabte med vores form det behov, som gjorde at Arte overtog og kunne kræve priser, som vores, i den forstand lille forening, ikke kunne honorere. Men ……. Vi diskuterede dengang ofte, om vi mest var en social foranstaltning - eller en kunstforening, for samværet og diskussionerne under indtagelsen af de lette retter eller på udstillingerne var og er for de fleste lige så væsentlige som det kulturelle indhold. For mange nytilflyttere var og er det adgangsbilletten til at komme ind i det lokale kulturliv, få en omgangskreds, få venner og samtidig få udvidet sin horisont. Det var det i hvert tilfælde for os, da vi flyttede til, og sådan er det endnu. Tak Ida Harsløf |
||||||||||||||||
|
||||||||||||||||