Historien

JENS’ BERETNING

Mine minder fra Kunstforeningen Køge Bugt

Af Jens Nielsen, formand 1971-1997 – i anledningen af foreningens 40-års jubilæum 10. juni 2009

Min gamle samarbejdspartner Erling Rydahl sagde engang kærligt, at jeg ikke satte mit lys under en skæppe!

Han havde ret. Det har jeg heller aldrig ment, at Kunstforeningen skulle gøre. Gør man det, så slukkes lyset!
I anledning af foreningens 40 års jubilæum er jeg blevet bedt om at skrive lidt om den.

Jeg stoler så meget på min hukommelse, at jeg helst vil skildre mine egne minder om de år, jeg var formand. Årene 1971-1997.

Da jeg begyndte, var jeg så uforsigtig at sige til pressen, at det ikke skulle være en forening, hvor apotekeren og lægen bare skulle havde rabat, når de købte kunst. Vi skulle ned på jorden. Kunst skulle kunne nydes med en bajer i hånden og ikke kun med et glas supersød sherry.

(jeg behøver vist ikke fortælle, hvad pressen fik det til!)
Vi fik i alt fald ved fælles hjælp en uhyre aktiv forening op at stå.

At nævne alle de bestyrelsesmedlemmer, der var med til at knokle, vil kunne fylde en hel side!
På et tidspunkt fandt vi ud af at arbejde efter en fingerplan:
5 fingre: 1. Billedkunst, 2. Musik, 3. Litteratur, 4. Film, 5 Kulgruppen.

De tre første gir sig selv.

Film i samarbejde med daværende Greve Bio

Kulgruppen arbejdede mere ”politisk” med at forebygge, at de ”rigtige” ødelagde naturen og kulturværdi. (Her var Erling Rydahl mesteren!) Eks.: Greve Borgerhus, Karlslunde mose-området, ”Ren vand i Køge Bugt!” Diskussioner, hvor jeg husker en med kulturminister Niels Mathiassen og repræsentanter fra samtlige partier. Tilfældigvis havde jeg besøg af Jens Jørgen Thorsen, som sammen med mig satte stole op. Det var ”mums” for journalisterne.

Ud over de nævnte grupper kom andre til: Nogle havde egne digte liggende i skuffen. Dem fik vi hevet frem og brugt i bladet samt til oplæsningsaftener. Andre var begyndt at interessere sig i sten og fossiler. Det blev til ”Stengruppen”, der fik sat fokus på Karlstrup Kalkgrav og lavet stenudstillinger flere steder i Danmark.
Under kampagnen ”Flygtning 76” fik vi maleren Finn Pedersen til at lave et litografi, der solgtes til indsamlingen. Endvidere havde vi udsalg af etnografiske ting fra missionærer i Afrika og andre fjerne egne. Vi lavede også specielt blad med første udgivelser af tegninger med flygtninge fra den Spanske borgerkrig. Digte og film-manuskript af Jens Jørgen Thorsen om flygtninge.

Da vores verdenskendte guldsmed Karen Strand viste sig at bo i Karlstrup, begyndte vi sammen med Stengruppen at interessere os for hende og hendes fremtid. Det medførte selvfølgelig udstillinger og senere hjælp med guldsmedemuseet på Møn. Det samme med vor ligeså berømte portrætfotograf Remfeldt fra Havdrup.
Vi har i det hele taget haft mange ”store kunstnere” som faste venner:

Foruden de to: Jens Jørgen Thorsen, Niels Macholm, Tom Krøjer og Ib Geertsen.
Indenfor musikken: Operasanger Peder Severin, vore to lokale harmoniorkestre. Jazzmusikkere som Wild Bill Davison, Red Rodney, Teddy Wilson o.fl.

Vi havde tidligt Erik Clausen og Leif Sylvester Pedersen til at udstille og lave cirkus ved Greve Borgerhus.
Vi lavede endnu tidligere Co-Ritus sammen med Jens Jørgen Thorsen, da motorvejen skulle anlægges. Vi fik lov til at ”smadre” en gård efter at vi havde haft en mand til at sidde på taget mens han spillede ”Nærmere Gud til dig!” på stueorgel. Det var stærkt!

Vi lavede ”Årets udstilling i Danmark” i Køge med en stor samling af Cobra-malerier, der aldrig tidligere havde været vist offentlig. Sammen med Jorns sidste idé: Situationisterne.

Jamen, hvad skal jeg skrive mere? Jeg kunne fylde en bog med alle vore gøremål. Jo, vi bør da lige have med, at Erling og jeg til et valgmøde lavede en valgplakat:” Stem på kulturen. Sæt kryds ved liste?”
Jeg må hellere slutte med, at vi var i gang med skulle bygge et museum for moderne kunst (der ikke måtte være over 15 år gammel), da Københavns Amt snuppede ideen og lavede ”Arken”.

Vi fik så som trøst ”Portalen” og det årlige besøg i Mosede Fort.

Men der ER virkeligt meget at grave frem. Meget, som jeg tror, har betydet en del for hele Køge Bugtområdet.
Apropos det med at grave fortiden frem, så sidder jeg her den 12. marts 2009 og skriver dette. Da posten kommer, er der et brev fra en engelsk geolog Kent Brooks, som Kunstforeningen havde til at holde foredrag om hans guldfund på Grønlands østkyst. Han mindes det stadig, selvom det var så langt tilbage som den 28.feb.1990 Han var også i TV, men blev så forbudt at offentliggøre mere. Det er selv efter 19 år tys-tys. Så det var kun Kunstforeningen og DR, der fik den chance.

Nej, jeg synes ikke Kunstforeningen Køge Bugts medlemmer eller de forskellige bestyrelser behøver at tænke på at sætte nogen skæppe over det, vi har fået udrettet.

Til lykke med de 40 år og fremover kærligst

IDA’S BERETNING

Ida Harsløfs beretning  ved åbningen af udstillingen
“Kunstforeningen Køge Bugt” på Greve Museum søndag den 3. august 2003

Den hed og hedder “Kunstforeningen Køge Bugt”, men den spændte så vidt og kom så langt omkring at kunstbegrebet blev udvidet og den skulle måske rettere have heddet “Kunst og Kulturforeningen Køge Bugt”.

Jeg er blevet bedt om, dels at fortælle om foreningen og dens mangesidede arbejde, men også sige noget om hvad den kom til at betyde i lokalsamfundet i de to kommuner Greve og Solrød. Her er det nok mest Solrød jeg ved noget om.

Mit tætte kendskab falder i årene 1974 – 1984 hvor jeg sad i bestyrelsen, og typisk for foreningen og hele dens uhøjtidelige måde at arbejdede på, er måske måden jeg blev opfordret til at deltage.
Jeg havde formanden Jens Nielsen som læge, og en dag jeg var til konsultation i min første graviditet, og Jens er ved at undersøge om alt er ok, dukker han pludselig op og siger: “du Ida, vil du ikke være med i bestyrelsen for kunstforeningen”, og da man jo er ret forsvarsløs i den situation, sagde jeg ja. Det blev til 10 fantastiske år.

Det var til at begynde med aftenarrangementer med kunstnerne og en udstilling for en aften, det kunne være malerier, fotos, glas, keramik og sågar glasurmaleri på kæmpe lagkager. Det var med kunstneren Per Flemming, som oprindelig var konditor. Han havde lavet kæmpelagkager med kakaomalerier. Bagefter åd vi kunstværkerne.

Allerede andet år foreningen eksisterede, startede vi vores private ucensurerede Forårsudstillinger.
De begyndte på Greve Badehotel og fortsatte i mange år på Tjørnelyskolen for indtil videre at ende på Greve gymnasium.

Det var og er en fantastisk institution. Her kan alle skabskunstnere få lov at udstille deres værker, og få den opmuntring at kunstforeningen en gang i mellem køber kunstværket. Jeg har været med fra 1975, og det er en dejlig tilbagevendende begivenhed med masser af billeder og kunst og håndværk i alle genrer, krydret med musik. Selv om jeg ikke har drevet det så vidt, så har mange nu etablerede kunstnere trådt deres kunstneriske børnesko på vores forårsudstilling.

Vi arrangerede koncerter i alle genrer.

• Klassiske med Sjællands Symfoniorkester som tog til takke med diverse sportshaller.
• I vores senere kamp for at få et kulturhus med koncertsal, brugte vi det som argumentet, ved at sige, at man vel heller ikke ville byde et første divisionshold at spille fodbold i Odfellow Palæet.
• Vi lavede forårskoncerter på Greve gymnasium med de lokale skolebands.
• Kirkekoncerter med bl.a. Michala Petri
• Og endelig det forrygende Jazz og Viser som stadig kører. Det startede med Jens Nielsens Doctors Jazz, men udviklede sig hurtigt.
• Her var det bl.a. Jens Nielsens omfattende lægevirksomhed der fik de store navne herned. Han havde doktoreret på dem alle og de overlevende viste deres taknemmelighed ved at spille til en meget overkommelig pris i Jersie Forsamlingshus.
• Der var vores egen Kim Larsen, som have fået en indsprøjtning i halsen, så han alligevel kunne gå på scenen til en af de store koncerter. Om det er derfor hans mund er så stor vides ikke, men han havde i hvert tilfælde mange prøvekoncerter hos os.
• Så var der Chris Barber, Teddy Wilson, Wild Bill Davidson, Svend Asmussen, Lillian Bouté og mange mange andre. Hvad de sidste fejlede ved jeg ikke, men fantastisk var det. I husker sikkert andre.

Vi havde litteraturaftener, hvor de store koryfæer kom og fortalte om deres forfatterskab og besvarede nærgående spørgsmål. Jeg vil aldrig glemme Klaus Rifbjergs ansigt, da vores daværende sekretær Kirstine inkvisitorisk spurgte ham, hvordan han dog kunne vide så meget om vi kvinders cyklus og sexliv, om det var noget han digtede, eller – – -. “Nja, jeg har jo spurgt mig lidt for, øh jeg kender jo nogen—

Og der var Dan Turrell, som gestikulerende med sine sorte negle og ring i øret, meget avanceret på den tid, satte store stygge ulv i et helt nyt perspektiv ved at fremstille ham som livskunstner. Ved sætte sig et mål som ikke måtte nås, nemlig at æde de tre små grise, fik dens liv retning. Hvis han virkelig fik ædt dem, ville hele hans liv være formålsløst.

Vi startede en filmgruppe, som tog de gamle fine film op igen, og viste dem i Greve Bio. Senere gik vi over til Munkekær Bio, og vi fik på denne måde bevaret den som institution. Her så vi bl.a. Stille dage i Clichy med introduktion af Jens Jørgen Thorsen himself, hvor han fortalte om baggrunden for filmen, hvilket ikke gjorde den mindre fantastisk- – – Og det blev altid spændende når han var med, ud over bar røv og panterbukser. Hans viden var formidabel og man fik pludselig et indblik i den alvorlige og dybt seriøse mand.

1978 fik vi Greve Borgerhus op at stå, under den daværende borgmester Bach, her var Erling Rydahl ankermand. Det var dejligt at have et hus som kunne rumme mange forskellige aktiviteter på en gang, og hvor der fx kunne hænge billeder for mere end en aften.

Det var også ramme om Store male- og legedag, hvor Flügger havde stillet maling til rådighed, og der blev malet på livet løs af gamle og unge både på papir og hinanden. Jeg havde i hvert tilfælde en 2-årig som skulle skrubbes.
Vi havde frokost i det grønne i gammel stil med madkurve og store hatte.

Det var også her Tom Krøjer havde sit eget projekt med børnene, som dog hurtigt blev overtaget af børnenes forældre. Han arrangerede en art fluksus-happening med maleri á la Jackson Pollock, ham som ville lave kunst uden menneskets påvirkning. Derfor stod han med ryggen til og bind for øjnene og kastede farve på sine lærreder.
Helt så ekstrem var Krøjer ikke, han lagde store plakater på gulvet. Så udstyrede han en hel masse mekanisk legetøj med et stykke tape og en tot vat i enden. Det vi/børnene skulle var så at trække mekanikken op, dyppe vattet i maling, og lade frøer, bamser, mus, biler og meget andet godt hoppe eller trille hen over billederne og sætte spor. Det var vildt sjovt. Vi signerede alle, og jeg har senere set dem solgt for ret store penge. Jeg kan huske at jeg tænkte, at det var lige lovlig smart, men det gav jo altså også os deltagere en oplevelse og et nyt indblik i, hvad kunst også kunne være, vi ellers ikke havde fået.

Det var også her vi stiftede vandrepokalen, dette monstrum som min mand og Jørgen Larsen lavede af, hvad Hanne og jeg kunne finde i gemmerne. Niels og Jørgen betingede sig dog, at de aldrig kunne få den overdraget. Den skulle gives til en person uden for bestyrelsen som havde arbejdet uegennyttigt for foreningen, og hver skulle hænge en ting på, som var typisk for vedkommende. Den vandrer stadig og kan fra den 17.8.2003 ses på Greve Museum.

Vi var også indblandet i redning af bevaringsværdige bygninger. Vi kan takke Kulgruppen for, at vi kan stå her i dag. Langagergård, Blågård, og små husmandssteder, lykkedes det desværre ikke at redde, og da ?? gård (nu har jeg igen glemt hvad gårdejeren hed) skulle rives lavede vi happening med Jens Jørgen Thorsen som først malede på murene og siden spillede orgel i loftslugen medens gåden brændte ned. Så vidt jeg husker, var det starten til Kulgruppen, som også tog sig af fredning af moserne og startede Folkebølgen “Rent vand i Køge Bugt”, som vi jo alle nyder godt af i dag.

På et tidspunkt fik vi demokratiseret og uddelegeret vores arbejde. Vi dannede grupper for vores forskellige aktiviteter og indbød medlemmerne til at deltage i disse grupper og derigennem have indflydelse på, hvad arrangementerne skulle indeholde.

Billeder, musik, film og litteratur havde vi jo haft hele tiden, og de fik hver sin gruppe.

Billedgruppen lavede ikke kun udstillinger, der var besøg på udstillinger og arbejdende værksteder, og vi lavede selv arbejdende værksted, som da Dea Trier Mørk lavede serigrafi med portrætter af de tilstedeværende.

Der kom en Fotogruppe som lavede specielle fotoudstillinger, da fotoet var i sin spæde vorden som selvstændig kunstart. Vi havde vores egen fotograf Remfeldt, hvis billeder vi heldigvis fik sikret.
Vi havde Viggo Rivad, med sine fantastiske reportager, jeg mindes bedst den, hvor han havde fået lov til at følge en gammel kvindes sidste besøg hos sin mand på Kommunehospitalet, for bare at nævne nogen.

Stengruppen kom til, som lavede geologiske ture i kalkgraven og til Stevns – og andre klinter, hvor børn og voksne hakkede om kap efter fossiler, den var meget aktiv, på et tidspunkt lavede den de fleste arrangementer.

Der var høj kvalitet i det grupperne lavede også på det kulinariske felt, hvor der altid var noget spiseligt og drikkeligt. Vi vidste jo aldrig hvor mange der kom, så det kunne smutte en gang imellem. En gang til et litteraturarrangement havde vi for lidt løgsuppe. Vi stod lidt febrilske ude i køkkenet ved lærerværelset på Uglegårdsskolen, da Kirstine med klar røst udtalte at: “så længe der er vand i hanen har vi suppe”. Desværre var der netop en pause i konversationen.

Lige Modsat var det ved vore legendariske generalforsamlinger med den obligatoriske forlorne skildpadde. På den tid skulle vi selv varme de enorme mængder padde, og det hændte den blev brændt noget på, så hed det hæld mere sherry i, det tager bismagen. De sidste år før der kom nye gryder var der nogle år hvor stemningen blev temmelig høj før generalforsamlingen kom i gang.

Og vi havde store ambitioner om at få vores eget Museum for moderne kunst her ved bugten. Vi dannede en forening af vor midte som hed Kulturhusforeningen som kun skulle arbejde med dannelsen af et sådant.

Vi var faktisk så langt fremme, at vi havde en model af museet som skulle ligge på grunden ved Mosede fortet. Roskilde amt med borgmester Vindelev og Greve Kommune med Birthe Nørgaard var med på ideen. Men Naturfredningsforeningen satte sig imod.

Konceptet skulle være, at der ikke måtte vises kunst, som var mere end 15 år gammelt. Vi skulle være en slags rugekasse for de store museer, hvilke kunstnere holdt og hvilke ikke. Efter 15 år skulle der så hvert år holdes auktion over den kunst, som var faldet for aldersgrænsen.

Vi forberedte borgerne ved at lave kunstudstillinger i cirkustelt på pladsen
og flyttede senere ind i Mosede Fortet, hvor vi siden har haft grundlovsmøde 5. juni med fernisering i kasematterne. Sidst her med vores egen Klaus.

Vi arbejdede et helt år på en Kulturhøring med borgmestre fra flere kulturradikale byer og Bent Stuckert som konferencier for at skærpe interessen og få erhvervslivet interesseret. Per Kaalund rendte med ideen, Arken blev opført, og vi fik Portalen. Som den nu fungerer, er det jo fint, og det Kunstforeningen i dag har fået op at stå med de løbende udstillinger, er helt i top.

Hvad betød foreningen så?

Den fyldte et stort tomrum, hvor kultur hidtil havde været lig sport og “nix weiter”. Hvor tit har vi ikke hørt, at der ikke var noget behov for den kultur, vi ville have, når vi bad om finansiel støtte.

Men –
Finkulturen kom,
og den kom ned på jorden.
Den blev allemandseje,
og den blev afmystificeret når vi mødte “girafferne, koryfæerne”, de udøvende i vores uhøjtidelige samvær. Vi blev en institution som man var nødt til at regne med, og vi opnåede da underskuddækning for vore arrangementer i begge kommuner.

Nu kan det lyde som de gode gamle dage i modsætning til nu. Sådan er det ikke, vi var selv med til at umuliggøre vores form med besøg af kunstnere, for vi skabte med vores form det behov, som gjorde at Arte overtog og kunne kræve priser, som vores, i den forstand lille forening, ikke kunne honorere.

Men …….
Vi var og vi er stadig en forening med sjove, interessante og dybt seriøse arrangementer, hvor vi har det utrolig hyggeligt.

Vi diskuterede dengang ofte, om vi mest var en social foranstaltning – eller en kunstforening, for samværet og diskussionerne under indtagelsen af de lette retter eller på udstillingerne var og er for de fleste lige så væsentlige som det kulturelle indhold. For mange nytilflyttere var og er det adgangsbilletten til at komme ind i det lokale kulturliv, få en omgangskreds, få venner og samtidig få udvidet sin horisont. Det var det i hvert tilfælde for os, da vi flyttede til, og sådan er det endnu.

Tak

Ida Harsløf