Kunstnergruppen REFLEX udstiller i Portalen

Kunstnergruppen REFLEX´s fem medlemmer, alle med tilknytning til Stevns, er samlet for første gang med deres udstilling i galleri Portalen. Udstillingen afvikles fra 14. august til 11. september 2021.

Ophavskvinden og idémageren til kunstnergruppen og udstillingen er Vibeke Juul Johansen fra Herfølge. Udover sig selv som udstiller har hun håndplukket de fire øvrige kunstnere Torben Olesen, Janna Lund, Annette Sjølund og Joanna Wojciechowska.

Omdrejningspunktet for kunstnergruppen REFLEX har været at lave en udstilling, hvori medvirker fem vidt forskellige kunstnere, der arbejder på hvert sit felt:

Vibeke Juul Johansen billedkunstner og papirmager; Janna Lund billedvæver; Torben Olesen maler, tegning og grafik; Annette Sjølund billedkunstner, keramiker og tegning samt Joanna Wojciechowska billedhugger og maler.

Det er Kunstforeningen Køge Bugt, der står bag udstillingen. Der venter udstillingens gæster en spændende udstilling med stor spændvidde gennem præsentationen af de medvirkende kunstneres værker, der udgør en bred vifte inden for de kunstarter, de fem kunstnere behersker.

Der er fernisering lørdag den 14. august kl. 14-17.

Samme dag kl. 15 afholder Kunstforeningen Køge Bugt en reception for Jørn Madsen, der er trådt tilbage som formand for kunstforeningen efter 24 år på posten.

Torben Olesen (C)