Marianne Tümmler & Irene Rosenkrantz

Skrot er godt

… kunne der passende stå som overskrift for den udstilling med kunstnerne Marianne Tümmler og Irene Rosenkrantz, som Kunstforeningen Køge Bugt og Portalens Galleri præsenterer ved fernisering lørdag den 21. januar kl. 14

Irene Rosenkrantz er tilsyneladende en hyppig gæst på diverse skrotpladser, hvor hun finder ting der for andre synes ganske ubrugelige, og omdanner dem med stor kunstnerisk sans og snilde, samt en god portion smedeværktøj, til skulpturer og smykker hvori hun giver liv væld af fabeldyr og andre sære væsner, dels udsprunget af egen fantasi, dels inspireret af ældgamle kulturers udtryksformer. Og det hele gerne med et glimt i øjet – eller er det en troldsplint?

Og faktisk undres man slet ikke, når man læser af Irene Rosenkrantz kalder sit værksted og galleri i Nykøbing Sj. for ”King Kong Art”!

Marianne Tümmler nøjes ikke med den lokale skrotplads, for at samle materiale,
Hun er også til stadighed på jagt i rodekasser med alskens tilsyneladende ubrugelige ”dimser” og aflagt ubegribeligt elektronik.
Og alt det kommer der ikke blot spændende værker ud af – men navnlig en dybt humoristisk billeverden ud af.

To spændskiver, rammen omkring et nøglehul, en elektronisk dims, og jeg ved snart ikke hvad, bliver mellem fingrende på kunstneren til levende væsner med selvstændige og dybt originale personligheder – – og kunstnerens egne tilføjede korte titler (sikkert visket hende i øret af figurgalleriet) lægger så en ekstra dimension til den fuldstændig genialt humoristiske oplevelse der bliver beskueren til del. Men kunstneren er ikke blot ude på at underholde – lur mig om der ikke smutter en del, dybt personlige holdninger med i farten.

Marianne Tümmler er for øvrigt også maler – naturligvis, fristes man til at sige – naivistisk maler – og desuden en særdeles fornem repræsentant for den, til tider lidt forkætrede eller helt oversete naivistiske kunst – kunsten der formår at gøre poesi og livsglæde til næsten håndgribelige størrelser – samtidig med, at det bliver både eventyrligt og jordnært og vildt humoristisk – uden at kamme over til no-gen af siderne. Se det er også en kunst!

Oplevelserne kommer til at stå i kø, når de to kunstnere præsenterer deres værker i Portalens Galleri – – og for at citere Irene Rosenkrantz:
”Skrot er godt – Skrot er flot – Skrot er megahot”! – – – og så er det er jo blot, for egen regning at tilføje ”Det lyder rigtig godt”!

Erik Jensenius